Viden

Her kan du finde en nærmere beskrivelse af negativ social kontrol.

Hvad er negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter?

Vis alle

Negativ social kontrol

Negativ social kontrol anvendes oftest om handlinger, som et fællesskab anvender til at regulere og/eller sanktionere individets adfærd i henhold til fællesskabets normer. Negativ social kontrol kan blandt andet komme til udtryk som begrænsning af individets muligheder for at træffe alderssvarende valg for sit eget liv, herunder socialt liv, fritidsinteresser, seksualitet, krop, uddannelse og job, fastholdelse i uønskede relationer og gennem isolation og overvågning. Negativ social kontrol kan have en karakter eller et omfang, hvor den falder inden for straffelovens definition på psykisk vold. Når reguleringen og/eller sanktioneringen medfører begrænsning af individets rettigheder, trivsel eller alderssvarende udvikling bliver den negativ. Negativ social kontrol findes inden for alle etniciteter, religioner, kulturer og samfundslag. Negativ social kontrol anvendes i æresrelaterede konflikter, men kan også findes i konflikter der ikke er æresrelaterede jf. ovenstående definition. Nærværende beredskab vedrører alle former for negativ social kontrol – dvs. også tilfælde, hvor den negative sociale kontrol ikke er udtryk for eller i sammenhæng med en æresrelateret konflikt.

Kilde: Lovbemærkningerne til barnets lov og Københavns Kommunes Beredskabsplan for forebyggelse opsporing og håndtering af sager om negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter.

Æresrelaterede konflikter

Æresrelaterede konflikter dækker over konflikter, der kan opstå i kollektivistiske og patriarkalske familieformer, hvor individets rettigheder og trivsel begrænses af hensyn til kollektivets ære og omdømme. Kollektivet kan både udgøres af den nære familie, af den udvidede familie og af netværket, hvoraf dele kan være bosiddende i andre lande. For at beskytte eller genoprette kollektivets ære og omdømme anvendes en række handlinger til at regulere og/eller sanktionere individets adfærd. Æresrelaterede konflikter adskiller sig fra vold i nære relationer ved at være med inddragelse af eller sanktioneret af den øvrige familie og netværk.

Kilde: Lovbemærkningerne til barnets lov og Københavns Kommunes Beredskabsplan for forebyggelse opsporing og håndtering af sager om negativ social kontrol og æresrelaterede konflikter.